Få vores nyheder på mail

Læs tiden i tapeter

Pressemeddelelse   •   Jun 02, 2014 10:30 CEST

Nationalmuseets nye udstilling ”Tapet i tiden” fortæller historien om kunstnertapeternes storhedstid 1930-1965 og viser tapeter inspireret af alt fra sølvfisk til inkariget. Udstillingen kan ses fra 14. juni-14. september. 

Indtil 1930’erne var der blomsterborter og ”havregrødsmønster” på tapetet i de danske hjem. Tapet var gammeldags, ude af trit med tiden, helt passé. Men pludselig myldrede det frem med tapeter fulde af fjerbolde, sølvfisk og planter med rødder på. Tapeter med farvestrålende mønstre inspireret af alt fra badepiger og vermouth til moderne kunst. Tapet, der ikke længere bare var tapet. Kunstnertapetet var født. 

Og bag kunstnertapeternes smukke, vilde, sjove og charmerende ydre var der langt større ting på spil: En drøm om et bedre liv til danskerne, et liv med kvalitet. Det er dén historie, man kan opleve i Nationalmuseets nye særudstilling ”Tapet i tiden”, som kan ses fra 14. juni til 14. september 2014. 

Kunstnertapeterne fortæller nemlig om danskernes liv fra 1930 til 1965, fortæller Vibeke Andersson Møller, som er seniorforsker på Nationalmuseet og har skrevet bogen ”Danske kunstnertapeter 1930-1965”, der danner baggrund for særudstillingen: 

- Kunstnertapeterne viser de skift, der skete i perioden inden for boligidealer, men også når det kommer til den helt almindelige danskers dagligdag og livssyn. Tapeterne spejler det samfund, de var en del af, siger hun. 

Kvalitet til folket
Kunstnertapeterne blev til i et samarbejde mellem danske tapetfabrikker og tapettegnere, som talte så prominente navne som arkitekterne Arne Jacobsen, Bent Karlby og Karen og Ebbe Clemmensen, kunstnere som Axel Salto og Poul Gernes og tegnere som Vibeke Krause og Preben Dahlstrøm. 

Projektet var inspireret af funktionalismen, hvor tanken var, at man skulle indrette sig funktionelt med gode brugsting, gode materialer og mennesket i centrum, fortæller Vibeke Andersson Møller.

- Funktionalisterne kritiserede tapetbranchen for at trykke underlødige og dårlige tapeter, både kvalitetsmæssigt og kunstnerisk. Det var en del af hele den kritik, der kom fra funktionalismen af de dårlige dagligvarer, som man ”udsatte” befolkningen for, siger hun. 

Ideen med kunstnertapeterne var derfor at lave tidssvarende kvalitetstapeter, der skulle hæve standarden inden for danskernes boligindretning, men også løfte deres livskvalitet. 

Abstrakt efter 2. verdenskrig 
I udstillingen kan man se alt fra hele tapetruller og store tapetprøvebøger til skitser og tapetudsnit fra fire årtier. Udvalgte møbler og lamper fra samtiden viser den kontekst, tapeterne var en del af. Et afsnit er helliget Bent Karlby, som var en særligt produktiv tapettegner, og hans tapeter bliver vist sammen med fire af de mange lamper, som han har designet. 

På den måde kan man opleve, hvordan tapetmønstrene udviklede sig i takt med tidens strømninger inden for kunst, arkitektur og samfund. 

- I 1940’erne blev tapettegnerne inspireret af den danske natur lige uden for døren. Efter 2. verdenskrig slog de abstrakte mønstre igennem inspireret af alt fra moderne kunst til amerikansk-inspirerede byplaner, siger Vibeke Andersson Møller. 

Senere igen kom tapeter til gildestuen og hjemmebaren. Vibeke Andersson Møller tilføjer, at der ikke kun var én type mønstre i et årti, men mange forskellige med hver sin historie. 

- Kunstnertapeterne trækker mange tråde til tendenser i tiden. Nogle tapeter fortæller, hvordan hjemmet blev et mere uformelt og rart sted, hvor familien skulle trives. Andre tapeter fortæller om tidens begejstring for fremskridt og udvikling, for eksempel inden for mikrobiologien. På den måde viser udstillingen, hvordan man faktisk kan læse tiden i tapeter, siger hun. 

I 1970’erne begyndte det for alvor at gå ned ad bakke for den danske tapetbranche. Flere og flere foretrak malede vægge i stedet for tapet. Men de senere år har tapet fået en renæssance, og der er masser af inspiration at hente i udstillingens mange tapeter, som i dag har det helt rigtige retro-udtryk. Hvad med en bambusvæg i soveværelset eller et humoristisk 1960’er-print til køkkenet? Mulighederne er uendelige.
-
Fakta: ”Tapet i tiden” 
- Særudstillingen ”Tapet i tiden” kan ses på 2. sal på Nationalmuseet fra 14. juni – 14. september 2014. Der er gratis adgang. 

- Udstillingen bygger på seniorforsker Vibeke Andersson Møllers bog fra 2013 ”Danske kunstnertapeter 1930-1965”, som udkom i 2013 på Forlaget Rhodos. Til sommer udkommer hendes nye bog om tapettegneren, arkitekten og designeren Bent Karlby, også på Forlaget Rhodos. 

- Gennem udstillingsperioden vil der være flere aktiviteter i forbindelse med udstillingen, blandt andre workshops og rundvisninger med Vibeke Andersson Møller – læs mere på natmus.dk. 

Til pressen:
Udstillingen er åben for pressen torsdag 12. juni fra kl. 10.00-16.00, hvor man kan booke en omvisning med seniorforsker Vibeke Andersson Møller med henblik på anmeldelse eller omtale. Kontakt pressemedarbejder Nynne Bojsen Faartoft for at lave en aftale.

Billeder i høj opløsning til brug for omtale kan downloades direkte via Nationalmuseets presserum. 

Nationalmuseet er Danmarks største kulturhistoriske museum - og vi er mange museer i ét.

Nationalmuseet er Prinsens Palæ i København, Frilandsmuseet, Brede Værk, Kongernes Jelling, Frøslevlejrens Museum, Trelleborg, Tøjhusmuseet, Orlogsmuseet, Tre historiske hjem (herunder Klunkehjemmet), Liselund, Kommandørgården, Frihedsmuseet (lukket på grund af brand) og Musikmuseet (som åbner i nye omgivelser i september 2014). 

Hvert år besøger over en million mennesker en af Nationalmuseets afdelinger. 
I 2013 var Nationalmuseet i Prinsens Palæ Danmarks mest besøgte museum.


Natmus.dk Facebook InstagramTwitter FlickrYoutubePressekontakt

Vedhæftede filer

PDF-dokument Word-dokument

Kommentarer (0)

Tilføj kommentar

Kommentar

Agree With Privacy Policy