Få vores nyheder på mail

Kronborg Slot sætter besøgsrekord i 2017

Pressemeddelelse   •   Jan 25, 2018 08:00 CET

Hamlet Live på Kronborg har bidraget til besøgsrekorden. foto Tobias Fonsmark

Kronborg Slot var velbesøgt i 2017. Hele 325.887 gæster valgte at lægge vejen forbi det smukke renæssanceslot i Helsingør. Det er en stigning på 8,2 procent i forhold til 2016.

Kronborg har slået sin egen besøgsrekord igen. 325.887 gæster besøgte Frederik 2.’s legendariske renæssanceslot. En målrettet formidlings- og markedsføringsindsats er nogle af årsagerne til publikumsfremgangen. Især renæssancefestivalen i efterårsferien, Jul på Kronborg i december måned og sommerens store dramatisering Hamlet Live har været populære og bidraget til besøgsrekorden.

- Jeg er meget glad og stolt over det resultat, som Kronborgs medarbejdere kan fremvise. Alle har arbejdet hårdt for at nå hertil. Kronborg Slot er en attraktion, der tiltrækker mange typer af besøgende. Fra både danske og udenlandske gæster oplever vi en stigende interesse og glæde ved den levendegjorte historie, som efterhånden er så kendetegnende for slottet, siger Kronborgs nye slotschef Mikael Rasmus Nielsen.

Mikael Rasmus Nielsen nævner ligeledes, at et øget fokus på at forbedre publikumsoplevelsen på slottet har båret frugt på trods af de flere besøgende. Slottet har oplevet en støt stigende tilfredshed fra gæsterne året igennem. Det kan blandt andet ses i en større andel af tilbagevendende gæster samt gæsternes samlede vurdering af slottet. Fremgangen i udenlandske turister har også været med til at øge besøgstallet. Især i København oplever man flere besøgende fra udlandet, og en del af dem tager også turen op til Kronborg.

2018 tegner til at blive et begivenhedsrigt år. Gæsterne vil igen kunne gå på opdagelse i Hamlets verden, når Hamlet Live vender tilbage i sommersæsonen 2018. Derudover vil arbejdet med at forstærke og udvikle slottets formidling og mange øvrige tilbud til gæsterne fortsætte.

For yderligere oplysninger kontakt:
Astrid Kaalund-Jørgensen, markedsføringsmedarbejder, Kronborg Slot 
Tlf: 41206094 / E-Mail: akj@natmus.dk

Kronborg er et slot i særklasse og udnævnt til verdensarv af UNESCO. Kronborg er kendt i hele verden for Hamlets Slot, og du kan følge i hans fodspor rundt omkring på slottet. Fra juni til august flytter Hamlet, hans familie, venner og fjender ind på slottet under Hamlet Live. Her går gæsterne rundt i Hamlets verden. De oplever de berømte scener og møder karaktererne i slottets sale. Hele året kan man gå på opdagelse i slottets underjordiske gange, de dystre Kasematter. Her sover nationalhelten Holger Danske som en sten.

Kommentarer (0)

Tilføj kommentar

Kommentar