Få vores nyheder på mail

Københavns Kulturkvarter bliver byens nye kulturelle midtpunkt

Pressemeddelelse   •   Mar 16, 2016 22:32 CET

Københavnske attraktioner, udstillingssteder og kulturinstitutioner er gået sammen om at udvikle Slotsholmen og det omliggende kvarter til Københavns Kulturkvarter.

Slotsholmen og det omgivende kvarter i hjertet af København skal være byens nye kulturelle centrum. Derfor er en række københavnske attraktioner, udstillingssteder og kulturinstitutioner gået sammen i et netværk, der i løbet af de kommende år vil forvandle Slotsholmen og det omkringliggende byrum til Københavns Kulturkvarter.

Det sker sammen med Folketinget, Københavns Kommune, Slots- og Kulturstyrelsen og Realdania By & Byg, som alle indgår i netværket, der har Nationalmuseets direktør, Per Kristian Madsen, som formand.

- Kulturkvarteret er en kulturhistorisk oase. Her er en mangfoldighed af landets demokratiske institutioner, attraktioner, kulturinstitutioner, historiske byrum og storslået arkitektur i en skøn forening såvel ude som inde. Der er alt lige fra rutsjebaner og romerske skulpturer til grundlov og gamle bøger, og vores vision er, at Kulturkvarteret bliver et endnu mere tiltrækkende sted at besøge med sin blanding af dynamisk og afslappet kulturliv, byliv og arbejdsliv, siger Per Kristian Madsen.

Københavns Kulturkvarter skal sikre, at København som by står stærkere i den globale konkurrence om den stigende storbykulturturisme, og københavnerne vil opleve et levende, rart og spændende Kulturkvarter, som allerede nu besøges af 7.5 millioner gæster om året.

Ambitionen er at tilføre Københavns Kulturkvarter liv og aktivitet gennem udvikling af byrummet og ved tværgående kultur- og formidlingssamarbejder, for eksempel bedre skiltning og belysning, inspirerende formidlingskoncepter samt cafétilbud samt nye opholdsmuligheder og aktiviteter omkring kvarterets pladser.

Til formålet har netværket bag Københavns Kulturkvarter sammen med Gehl Architects udarbejdet en byrumsanalyse takket være en bevilling fra Foreningen Realdania.

Byrumsanalysen peger på de mange muligheder, der er i Københavns Kulturkvarter, og den udgør grundlaget for det videre arbejde med at sikre København og byens gæster et attraktivt og internationalt kulturkvarter i byens midte.

- Vi er først lige begyndt, og nu handler det om at beskrive de konkrete projekter, og forsøge at realisere dem i de kommende år, efterhånden som der er opbakning og finansiering til dem, politisk såvel som fra eksisterende og nye partnere i netværket, siger Per Kristian Madsen.

Samarbejdet skal omfatte fælles markedsføring og branding af Københavns Kulturkvarter. Hertil kommer rækken af eventprægede samarbejdsprojekter. Den første event bliver årets Urban Trail den 25. september med start og mål på Søren Kierkegaards Plads samt en rute, som går gennem Københavns Kulturkvarter.

Københavns Kulturkvarter blev officielt skudt i gang, da Historie & Kunst - Københavns Kommune satte store plancher op i vinduerne i karreen i Stormgade 18 og på H.C. Andersens Boulevard 20, hvor hvor man blandt andet kan se et kort over Københavns Kulturkvarter. Senere flytter Historie & Kunst og Københavns Museum ind på adressen.

Fakta om netværket bag Københavns Kulturkvarter

Siden 2014 har følgende institutioner samarbejdet om at skabe Københavns Kulturkvarter:

  • Christiansborg: De Kongelige Repræsentationslokaler, Det Kongelige Festkøkken, De Kongelige Stalde, Slotskirken samt Ruinerne under Christiansborg og Lapidariet i Christian 4’s Bryghus
  • Dansk Arkitektur Center
  • Dansk Jødisk Museum
  • Det Kongelige Bibliotek
  • Folketinget
  • Historie & Kunst, Københavns Kommune omfattende Københavns Museum, Thorvaldsens Museum, Nikolaj Kunsthal og Københavns Stadsarkiv.
  • Kunstforeningen GL STRAND
  • Nationalmuseet med Prinsens Palæ og Tøjhusmuseet
  • Ny Carlsberg Glyptotek
  • Realdania By & Byg
  • Rigsarkivet
  • Slots- Kulturstyrelsen
  • Teatermuseet i Hofteatret
  • Tivoli

Partnerne har dannet et formaliseret netværk for strategiske samarbejder og projekter i Københavns Kulturkvarter. Det øverste organ er Styregruppen, der består af medlemsinstitutionernes direktører. Styregruppen har nedsat et forretningsudvalg bestående af formand Per Kristian Madsen, Nationalmuseets direktør. Næstformand er Kent Martinussen, direktør i Dansk Arkitektur Center og Dorthe Weinkouff Barsøe, underdirektør i Tivoli.

Nationalmuseet er Danmarks største kulturhistoriske museum - og vi er mange museer i ét. 
Hvert år besøger over en million mennesker et af Nationalmuseets museer i hele landet.
Og husk: Nationalmuseet har gratis adgang. 

Vedhæftede filer

PDF-dokument Word-dokument

Kommentarer (0)

Tilføj kommentar

Kommentar

Agree With Privacy Policy