Få vores nyheder på mail

Hold efterårsferie på Trelleborg

Pressemeddelelse   •   Okt 10, 2016 09:12 CEST

På vikingeborgen Trelleborg kan du i efterårsferien høre en god historie, møde vikingernes guder, smage vikingernes dejlige mad og træne som en vikingekriger – men du kan også oplev uhygge og gys!

Vikingeborgen Trelleborg afslutter sæsonen med en spændende uge, fuld af sjove oplevelser for alle aldre. Gennem hele ugen kan du prøve kræfter med en frisk gang krigertræning eller blive en del af kong Harald Blåtands hird. Forsøg dig med vikingernes langbue og få demonstreret vikingekrigerens skarpe sværd, lange spyd og svære ringbrynje. I smedjen kan du støbe din egen kopi af en ægte vikingekrigeramulet.

I de hyggelige landsbyhuse og i krigernes langhus vil vikinger tilberede nogle af vikingetidens velsmagende efterårsretter. Her kan du smage på vikingegryde, hirsegrød og suppe kogt på skank. Hver dag kl.12.00 viser museets formidlere rundt og her kan du høre om Trelleborg i vikingetiden. På turen besøger vi langhuset, hvor vikinger sørger for smagsprøver på vikingetidens lækre mad og søde mjød. Læn dig bare tilbage ved langilden i det lune, hyggelige langhus og hør den gode fortælling fra vikingernes verden.

Drabelige fortællinger om vikingernes guder 
Trelleborgs helt nye vikingedukker fortæller myter om de gamle vikingeguders verden. I fortælleteateret vil man møde de mange guder fra vikingernes verden forklædt som dukker. Dukketeatret er mest for museets yngste gæster, men forældre og søskende må meget gerne være med. Hør historien om Lokes uvorne børn og hvordan Guderne fangede Fenrisulven. Mød Midgårdsormen og smag på et af Iduns æbler, der sikrer dig evig ungdom. 

Fortælleteatret er opstået som et samarbejde mellem museets formidlere og frivillige. Det er Vibeke Pukgård, der er frivillig på museet, som har produceret dukkerne og som også optræder i efterårsferien. Der er gratis adgang til Fortælleteatret.

Nat på Borgen
Fredag aften kan du møde de døde på Trelleborg. Aftenen byder på gys, gode historier, mørketur, men også lys i den blå aften. Lav først din egen vikingelygte i langhusets værksted og gå derefter med på den uhyggelige skumringstur. Vi går igennem tusmørket ud på gravpladsen og vækker de døde til live. Få kastet lys over - Hvem der er begravet her? Om de havde noget med sig i graven? og hvilke mennesker der boede her, da de levede?

Tid og Sted
Sted: Trelleborg
Tid: søndag den 16. oktober til lørdag den 22. oktober. Kl. 11.00-15.00 begge dage
Fortælleteater for de mindste: den 20., 21. og 22. oktober 2016
Nat på Borgen: Fredag den 21. oktober kl. 16.00-19.00
Gysertur: koster 40 kr inkl. lygte og varm saft (fredag den 21. oktober)

Flere aktiviteter er gratis, men enkelte koster penge.

Nationalmuseet er Danmarks største kulturhistoriske museum - og vi er mange museer i ét. 
Hvert år besøger over en million mennesker et af Nationalmuseets museer i hele landet.

Vedhæftede filer

PDF-dokument Word-dokument

Kommentarer (0)

Tilføj kommentar

Kommentar