Få vores nyheder på mail

Caroline Wozniackis vindertøj og ketcher udstilles på Nationalmuseet

Pressemeddelelse   •   Apr 26, 2018 07:58 CEST

Fra på fredag den 27. april-27. maj udstiller Nationalmuseet den kjole og den ketcher, som sikrede Caroline Wozniacki sit første Grand Slam-trofæ ved Australian Open i januar og sendte hende til tops på verdensranglisten. Wozniackis udstyr kommer i den kommende måned til at indgå i udstillingen ’Din Ting, Vores Historie’, som fortæller brudstykker af vores nyeste Danmarkshistorie igennem 17 år.

”Nationalmuseet skal gøre historien relevant for nutiden, derfor er Caroline Wozniackis finaleudstyr et scoop for os. Det er ofte i den nære historie, at den store nationale fortælling lever,” siger Nationalmuseets museumschef Anni Mogensen.

Sammen med Danmarks befolkning udvalgte Nationalmuseet i oktober 30 genstande, der fortæller om højdepunkter og nye tendenser i vores livsstil siden år 2000. Udstillingen ’Din Ting, Vores Historie’ bliver løbende opdateret frem mod år 2020. Tenniskjolen og ketcheren, som kan opleves på museet den næste måned, overtager pladsen fra astronaut Andreas Mogensens rumdragt fra turen til den internationale rumstation ISS. Rumdragten bliver lånt ud til en ny udstilling RUMMET TUR-RETUR på Danmarks Tekniske Museum.

”De store sportsbegivenheder er en vigtig del af vores samtidshistorie. Siden 1870’erne har sporten været en folkebevægelse, der i stigende grad påvirker danskernes livstil. Men elitesporten er også en markant spiller, når det gælder Danmarks markedsøkonomi og ikke mindst den nationale fællesskabsfølelse. Sportspræstationer som Wozniackis både samler os som danskere og inspirerer os som individer,” fortæller Lykke Pedersen, seniorforsker i nyere tid på Nationalmuseet.

Ketcheren er den ene ud af i alt otte ketchere, som Caroline Wozniacki havde med til finalen. Gennem kampen skiftede hun ketcher flere gange. Kjolen er selve den kjole, hun brugte i finalen. Den er designet af Stella McCartney og Adidas sammen med Caroline Wozniacki.

Mandag den 30. april kan Caroline Wozniacki opleves på tennisbanen i København, hvor hun spiller opvisningskamp mod Venus Williams i Telia Parken.

Nationalmuseet er Danmarks største kulturhistoriske museum - og vi er mange museer i ét. 
Hvert år besøger over en million mennesker et af Nationalmuseets museer i hele landet.

Vedhæftede filer

PDF-dokument

Kommentarer (0)

Tilføj kommentar

Kommentar

Agree With Privacy Policy